Nu skal du høre om en tankevækkende oplevelse.
Under corona-tiden holdt jeg – som så mange andre – mine workshops online.
En dag sad jeg med et team på seks personer fra en stor dansk virksomhed. I en øvelse bad jeg alle reflektere over god mødekultur og derefter dele deres tanker i plenum.
Det er en enkel øvelse. Og samtidig en af de vigtigste.
For hvis vi ikke jævnligt taler om, hvordan vi holder møder, kan vi ende med at spilde hinandens dyrebare tid. Som det skete her.
Da de første fem kolleger havde delt deres perspektiver, henvendte jeg mig til lederen. Men i stedet for at spørge hende om hendes eget syn på god mødekultur, sagde jeg:
“Vil du ikke lige opsummere, hvad du fandt mest interessant ved dine kollegers delinger?”
Stilhed.
Lidt mere stilhed.
Så sagde hun: “Det er pinligt, men jeg må indrømme … jeg lyttede slet ikke efter. Jeg var nødt til lige at tjekke en mail.”
Så blev jeg stille.
Overvejede, hvordan jeg skulle sige det pænt.
For på den ene side var det respektløst – især når workshoppen handlede om gode møder og samarbejde. Men på den anden side havde jeg både respekt og sympati for hende.
I vores forberedende samtaler havde hun virket empatisk, dygtig og oprigtigt interesseret i sit team. Men hun var også presset.
Møder fra morgen til aften.
En mailboks fra helvede.
Og konstante brandslukninger.
Det er næsten en umenneskelig opgave konstant at være nærværende.
Og netop dér ligger pointen.
Problemet er sjældent det enkelte menneske.
Problemet er den mødekultur, vi har fået skabt mange steder.
En kultur, hvor nærvær, forberedelse og fokus er blevet et individuelt ansvar.
Noget, man skal “tage sig sammen til”.
Min erfaring er, at adfærd ikke ændrer sig af gode intentioner alene. Slet ikke i en hverdag med højt mentalt pres.
Hvis du oplever møder, hvor folk
– kommer for sent
– ikke er forberedte
– tjekker mails under møder
– taler for meget eller lytter for lidt
… så er det sjældent et personproblem.
Det er et kulturproblem.
Og kulturer ændres kun, når man gør det sammen.
I de teams, jeg arbejder med over tid, ser jeg det samme mønster:
Når man tager samtalen om møderne.
Skaber fælles spilleregler.
Og – vigtigst af alt – løbende minder hinanden om dem.
- Så stiger fokus.
- Møderne bliver kortere.
- Samarbejdet stærkere.
- Og ingen føler sig presset til respektløs “multi-tasking”.
Jeg har aldrig arbejdet med en leder, der ønsker at være respektløs. Men vi kan alle falde i dårlige vaner i en presset hverdag.
Derfor starter bedre møder ikke med, at vi krydser fingre for vores kollegers selvdisciplin. Men med en ærlig samtale om mødekulturen og en fælles beslutning om at tage ansvar – sammen.
Hvis du er nysgerrig på, hvordan den samtale kan se ud hos jer, er du velkommen til at svare på mailen her.
